Er du gearet til fremtidens detailvirkelighed?
Innovation bliver i stigende grad en afgørende faktor for den succesfulde forretning i nutidens komplekse detailvirkelighed. Forbrugernes konstante adfærdsændringer sætter barren højt, og med trends og tendenser, der stikker i flere retninger, gælder det om at navigere strategisk for at sikre, at din forretning får en central placering på fremtidens detailscene. Retail Institute Scandinavia er det danske medlem af den internationale sammenslutning af retaileksperter Ebeltoft Group, hvor vi hvert år præsenterer de mest toneangivne globale trends i branchen og illustrerer dem med cases fra hele verden i bogen Global Retail Trends & Innovations, som du kan læse mere om her, og som du som medlem kan downloade gratis i Vidensbanken.
I dette indlæg får du et indblik i en af de fire trends fra bogen, der omhandler den innovation og teknologi, som især driver den hurtige udvikling i branchen: Omni Integration.
Omni Integration sikrer en nutidig shoppeoplevelse
Omni Integration går kort sagt ud på at forene det fysiske med det digitale i et forsøg på at imødekomme det faktum, at forbrugerne ikke længere skelner mellem de to sfærer. Nutidens forbrugere er konstant forbundne; venner og bekendte såvel som nyheder og produkt- eller brandinformationer er aldrig mere end et par klik væk, hvorfor grænserne mellem online og offline altså helt udvaskes. Heraf fødes begrebet ”phygital”, som referer til en særlig retail-oplevelse, hvor den fysiske butik adopterer og integrerer nogle af de funktioner, man kender fra den digitale e-butik således, at den fysiske butik ikke står alene, når kunderne træder indenfor dørene. Kundeoplevelsen opgraderes nemlig vha. digitale elementer og diverse teknologiske innovationer.
I krydset mellem den fysiske og digitale butiksoplevelse findes der helt nye muligheder for både retailer og kunde. Teknologien giver mulighed for at effektivisere diverse processer, som derefter kan resultere i, at der bliver frigivet mere tid til at skabe en særlig oplevelse for kunderne, hvilket i sig selv imødekommer flere forbrugertrends (både effektivisering og gode oplevelser) samtidig med, at kundernes mange behov tilfredsstilles, heriblandt dét både at blive mødt personligt og have adgang til adskillige informationer. Blandt de digitale elementer ser vi bl.a., at hjemmelevering og personaliserede tilbud på baggrund af data også gør sit indtog i de fysiske butikker sammen med Click & Collect, digitale kiosks, hvor kunderne kan gennemse produktsortimentet eller tilgå brandets hjemmeside, Augmented Reality, som bl.a. giver mulighed for at prøve produkter virtuelt i butikken, uden at kunderne fysisk skal påføre en læbestift eller skifte tøj, og den velkendte digitale indkøbskurv, som via en app giver kunderne mulighed for placere produkter i den, uden at de fysisk skal bære rundt på dem i butikken. Samtidig er fordelen ved Omni Integration, at retailerne i høj grad kan indsamle data og dermed værdifuld information om deres kunders indkøbsvaner via de digitale touchpoints; apps, kiosks, mm., og hermed serveres en enestående mulighed for at forbedre og tilpasse forretningen i overensstemmelse med forbrugernes ønsker og præferencer, hvormed du sikrer dig den afgørende relevante position i dagens retail.
Bershka satser på phygital
Den Inditex-ejede modekæde Bershka, som har 1.100 butikker på tværs af 75 lande, åbnede i 2018 en ny butik i Cremona i Italien, som tager Omni Integration til et nyt plan. Butikken hedder Bershka Experience, og den tilbyder kunderne en unik phygital-oplevelse, som integrerer innovative digitale og teknologiske elementer i den traditionelle butik. Udover den traditionelle butiksoplevelse med tøj og sko udstillet på mannequinner og stativer, sørger Bershka for at flette flere særlige digitale oplevelser og elementer ind i det fysiske rum, hvilket altså gør oplevelsen mere nutidig for dagens højdigitale forbrugere. I indgangen mødes kunderne af et stort skilt, hvorpå de opfordres til at hente Bershkas app ved at scanne den QR-kode, der er afbilledet på skiltet — hvis de da ikke allerede har den. Derefter kan kunderne scanne de stykker tøj, der fanger deres interesse i butikken, men i stedet for at tage tøjet med til enten prøverummet eller kassen, placerer de blot tøjet i den virtuelle indkøbskurv i appen, hvorefter de kan vælge mellem at betale for dem og få det direkte med hjem fra butikken – eller sendt hjem til dem – eller prøve det i butikkens prøverum. Appen sender nemlig beskeden videre til butikkens ansatte, der enten forbereder et prøverum med tøjet, eller har det klar ved kassen til kunden.
Derudover er click & collect-muligheder også tilgængelige i butikken, sammen med mobilopladningsstationer, så kunderne aldrig skal være bange for at miste forbindelsen. Prøverummene er udstyret med smarte, digitale spejle, som kan vise detaljer om et givent produkt, der blot skal anbringes tæt på spejlet, samt give råd og vejledning om diverse kombinationsmuligheder med andre produkter. Desuden har butikken skabt et Instagram-venligt område i form af en kalejdoskop-lignende tunnel, hvor kunderne kan tage billeder og små film med det formål at dele dem med deres netværk på de sociale medier. Således åbner teknologien også op for sociale muligheder samt omtale og anbefalinger forbrugerne imellem.
Kombinationen af appen og den fysiske butik gør hele shoppeoplevelsen særligt convenient for både forbruger og retailer, og det særlige skattejagts-agtige koncept, hvor kunderne vandrer rundt i butikken, uden at være nødt til at bære på fysiske produkter, giver butikken en helt særlig dynamik.
Vil du have styr på retailtrends og endnu mere inspiration?
Med Global Retail Trends & Innovations får du:
- Viden fra globale partnere om lokale markeder i hele verden
- Ideer og inspiration til, hvordan du kan innovere og fremtidssikre din virksomhed
- 40+ inspirerende og innovative cases fra mere end 18 lande
- Overblik over de 4 gennemgående globale retail trends, som tilsammen skaber et detaljeret billede af fremtidens retailbranche.
Husk, at du som medlem altid kan downloade publikationen gratis i Vidensbanken. Er du ikke medlem endnu, kan du læse mere om medlemskabet her.[button target=”_self” hover_type=”default” text=”Læs mere” link=”https://retailinstitute.dk/praesentation/global-retail-trends-innovations-2020/”]