-
Analyse | Butikker | Cross Channel | Forbrugeradfærd | Information | Markedsføring | Oplevelser | Sociale Medier | Strategi | Trend
Børn er multiinfluenter
Efterårsferien er over os, og det betyder for mange forbrugeres vedkommende tid sammen med familien og fokus på de mindste. Det giver ifølge vores direktør Dorte Wimmer nogle muligheder for dig som retailer. Den tid, hvor børnene skulle ses, men ikke høres er nemlig for længst forbi, og børn anno 2022 har afgørende indflydelse på, hvor familiens penge bliver brugt. Formår du at appellere til børnene enten ved hjælp af tiltag i butikken eller i din markedsføring, kan du sikre, at ferien også fra et forretningssynspunkt bliver god. Læs her hvordan:
“Børn er blevet såkaldte multiinfluenter og har indflydelse på hele husstandens forbrug. Hvis man tror, at det er far, der bestemmer, hvilken bil familien skal købe, så kan man godt tro om. Børns indflydelse på selv meget store forbrugsgenstande er markant. Det er ikke uden grund, at Volvo tidligere har markedsført i samarbejde med Disney.
Det er ikke kun de små børn, der påvirker forbruget. Teenagerne er hellige forbrugere, der har meget stærke holdninger til økologi og bæredygtighed … så længe mor og fra betaler, og de holdninger skubber de opad, så den forældregeneration, der måske ikke tænker så meget over klima, påvirkes til at købe klimavenligt.
Det er alt sammen noget man skal tænke over som retailer, og det kan man gøre på mange forskellige måder. Man kan dels tænke børnene ind i de fysiske rum, og sikre sig, at ens butik appellerer til børnene og giver dem lyst til at besøge butikken. Fx har Plantorama implementeret en række børnevenlige tiltag i nogle af deres plantecentre og skabt et eventyrligt legeunivers, hvor børnene kan lære, hvordan de kan dyrke grøntsager derhjemme. De har også lavet en meget livagtig dinosaurudstilling, hvor børnene kan tage billeder med dinosaurerne og vinde præmier i forskellige konkurrencer.
Man kan også arbejde med at flytte stresset ud ad indkøbssituationen. Det kan gøre ved at beskæftige børnene, når forældrene har slæbt dem med ud at handle ved fx at tilbyde dem indkøbsvogne i børnestørrelse, som de selv kan styre, en gratis børnebolle eller noget spændende for børn at kigge på som en udstilling ifm. højtider som Halloween eller jul. Man kan også reducere stress vha. legezoner i butikken, hvor børnene kan underholde sig, mens forældrene handler, eller man kan gøre som flere af de større centre og tilbyde feriebilletter i skoleferierne, som børnene kan bruge til at indløse forskellige gaver, snacks og drikkevarer i centrenes butikker.
Som brand skal man også tænke børnene ind i sin markedsføring og fx kommunikere grønne tiltag selvom ens umiddelbare målgruppe ikke går så meget op i den slags. Endelig skal man være til stede, hvor børnene er til stede og det vil sige på sociale medier – især TikTok. Aston Martin har fx været ret aktive på TikTok, og det er nok ikke fordi de forventer at de unge køber en masse luksusbiler.”
Det er altså helt essentielt, at du som retailer ikke overser børnene som forbrugergruppe på trods af, at det ikke er dem, der svinger dankortet.