Interview Carl RaS: Arbejdsglæde er vores vigtigste værktøj
Byggemarkederne er en af de brancher i retail, hvor forandringerne går hurtigst. Det gælder både, når vi snakker konjunkturudsving, som altid rammer byggeriet først, men også nye krav om bæredygtighed, digitale tiltag og kundernes tiltagende prisfølsomhed. Vi tog en snak med Jan Holte Teller, Direktør i Carl Ras om, hvordan de ser fremtiden inden for byggebranchens hastigt skiftende virkelighed.
Hvilke trends tror du bliver de vigtigste i jeres branche de næste år?
Jeg ser i hvert fald tre ting: Den største trend er uden tvivl arbejdet på at gøre bæredygtige løsninger til de primære valg i byggeriet, hvilket kræver stor modning og politisk og strukturel understøttelse af frontløberne inden for dette vigtige område. For det andet tror jeg på en øget digitalisering af hele værdikæden, så et byggeri kan dokumenteres fra opførsel til nedrivning/genanvendelse. For det tredje kommer vi til at se en forståelse af og stillingtagen til hvordan AI bliver et væsentlig nyt arbejdsredskab allerede i det nuværende årti.
Hvad ser du som de største udfordringer inden for jeres branche?
Vores største kundesegment relaterer sig til håndværkere inden for nybyggeri og renoveringer/vedligehold. Det er et forholdsvis konjunktur følsomt segment. Den høje inflation, stigende renter og generel usikkerhed om hvordan de kommende år udvikler sig, har medført et marked med øget antal konkurser blandt kunder, et øget prispres og øget kampagneaktivitet. Yderligere oplever vi et stigende lønpres. De faktorer samt usikkerheden, forventer vi vil påvirke den samlede markedsvolumen negativt.
”Vi tror, at kunderne kommer til at stille endnu større krav til varetilgængelighed, leverancefleksibilitet, lokal forankring bæredygtighed og fokus på menneskerne i hele værdikæden”
Hvordan ser du at kundeadfærden blandt jeres kunder vil udvikle sig inden for de næste par år?
Vi er meget bevidste om den transparens som den øgede digitalisering medfører, her tænkes specielt på priser. Vi oplever dog, at kunder bliver usikre, da fx. prisrobotter ikke nødvendigvis synliggør, at det reelt ikke er sammenlignelige produkter man præsenteres for. Vi oplever også at nogle kundesegmenter i den nuværende ”krise”, bliver mere prisfokuserede, ikke mindst fordi der er aktører, der sælger ud af overlagre, til salgspris under kostpris. Dette medfører tvivl og usikkerhed blandt kunder, som har svært ved at forholde sig til hvad varer skal koste. Som en konsekvens af det, ser vi at kunder søger mod de stabile og konsistente løsninger, hvor der er kapacitet og oprigtig interesse i at opbygge langsigtede relationer og løsninger. Som en sidste ting tror vi, at kunderne kommer til at stille endnu større krav til varetilgængelighed, leverancefleksibilitet, lokal forankring/forståelse, bæredygtighed og fokus på menneskerne i hele værdikæden
Hvad vil i gøre for at tiltrække og fastholde gode medarbejdere nu og de næste år frem?
Vi har i mange år arbejdet med kontinuerlig udvikling af vores kultur, hvor god ledelse er afgørende for at skabe en attraktiv arbejdsplads, hvor alle trives. Vi har været med i Danmarks Bedste Arbejdsplads konkurrencen i mange år. Vi er stolte af de sidste års topplaceringer, men vigtigst af alt, så er vi glade for at have en arbejdsplads, hvor den generelle trivsel er helt åbenlys for kolleger og kunder. Så svaret er helt enkelt – arbejdsglæde er vores vigtigste værktøj
De seneste
Jan Holte Teller
Jan Holte Teller har været COO for Carl Ras siden 2004. Carl Ras er en dansk, familieejet virksomhed, der siden 1932 har solgt værktøj og beslag til danske håndværkere. Kæden har i dag 28 engroscentre, en e-shop og en app. Kæden beskæftiger mere end 400 medarbejdere