Ny undersøgelse: Danskerne får mere end 25 mia. kroner tilbage i skat, men kun en lille del vil blive brugt i detailhandlen
I samarbejde med Norstat
Hvad ville du gøre, hvis der pludseligt dumpede 20.000 kroner ind ad døren fx i form af overskydende skat. Ja, er du som danskerne er flest, ville du agere med snusfornuft og spare de mange penge op eller bruge dem til at nedbringe din gæld.
Således siger næsten halvdelen af danskerne, at eventuelt overskydende skat skal bruges til opsparing, investering (36 pct.) eller afdrag på gæld (12 pct.). Derudover vil syv pct. investere pengene i boligen ved at renovere den. Det betyder, at kun 45 pct. vil kanalisere pengene over i egentligt forbrug.
Det viser en ny undersøgelse, som Retail Institute har lavet i samarbejde med analyseinstituttet Norstat. Undersøgelsen er baseret på svar fra 502 danskere i målgruppen 16+, og er en såkaldt Norstat Express-undersøgelse. Norstat Express er et nyt tiltag, som i løbet af få timer (denne her tog faktisk kun 36 minutter) afdækker danskernes holdning til et givent emne.
Danskerne holder på pengene
Den snusfornuft, som danskerne giver udtryk for i Norstats undersøgelse, flugter fint med øvrige undersøgelser. For nylig viste Danmarks Statistik, at forbrugertilliden stadig roder omkring de minus syv, og selvom den er steget over de sidste seks måneder, sker det langsomt.
Vores egen forbrugerundersøgelse fra begyndelsen af året signalerede også snusfornuft og viste, at 62 pct. af danskerne ville handle mere på tilbud fremover.
Samme undersøgelse viste dog også, at knap en tredjedel af danskere (27 pct.) agtede at bruge flere penge i fremtiden, og kigger man nærmere på forbrugertillidsindikatoren fra Danmarks Statistik, viser den faktisk også bedring af købelysten i løbet af de sidste måneder.
Oplevelser fremfor ting
Men hvad vil danskerne så bruge penge på, hvis de ikke kan få lov at putte dem i madrassen? Det giver undersøgelsen fra Norstat også svar på, og det svar er rejser, nærmere bestemt solskinsrejser sydpå. 18 pct. af danskerne ville bruge overskydende skat på en rejse, og af dem ville 39 pct. tage på solferie, mens 24 pct. ville tage på storbyferie.
Tankevækkende for detail
I det hele taget prioriterer danskerne oplevelser over ting. Seks pct. ville således bruge overskydende skat på selvforkælelse i form af restaurantbesøg, kulturoplevelser eller kro/spaophold.
Først på sjettepladsen over de fornøjelser danskerne vil bruge overskydende skat på, finder vi en varekategori, nemlig tøj og sko, som fem pct. af danskerne vil bruge penge på. Derefter følger dagligvarer med fire pct., mens tre pct. vil investere i ny elektronik eller nye møbler.
– Undersøgelsen bekræfter sådan set, hvad vi ved i forvejen – danskerne er snusfornuftige og enormt gode til at spare op. Men det er da tankevækkende, at så få af de mange milliarder, der bliver betalt tilbage i skat lige om lidt, tilsyneladende vil ende i detailhandlen. Det understreger bare at kampen om kunderne er hård, og at man skal stramme sig an, hvis man skal lokke kunderne i butikken, siger CEO hos Retail Institute, Henning Bahr.
Få en gratis undersøgelse
Er du i tvivl om, hvilken farve jeres nye logo skal have, eller vil du gerne vide om danskerne er klar på et nyt koncept eller har jeres brand med i overvejelserne, så kan du få det afklaret helt gratis.
Som medlem af Retail Institute, kan du nemlig lige nu få foretaget en gratis Norstat Express-undersøgelse af præcis det du ønsker dig.
Undersøgelsen foretages blandt op til 500 personer i det danske Norstat-panel. Målgruppen kan defineres ud fra parametrene køn, alder og region.
Læs mere og registrer dig til en gratis undersøgelse her
Om undersøgelsen
Undersøgelsen som artiklen her er baseret på, er lavet af Norstat. Det er en såkaldt Norstat Express-undersøgelse, der i løbet af få timer kan afdække danskernes holdning til et hvilket som helst emne. Norstat Express er et lettere alternativ til de større markedsundersøgelser, hvor virksomheder selv kan formulere op til fem spørgsmål og definere hvilken målgruppe der skal inviteres til at afgive besvarelser. Da løsningen er baseret på intuitiv selvbetjening, er det muligt at holde prispunktet lavt når brugerne undersøger hvilke designretninger, koncepter eller lignende, som vinder opbakning i befolkningen. Foruden de kreative elementer, understøtter løsningen naturligvis også konventionelle spørgsmål omkring kendskab, forbrugsmønstre, præferencer, mv. Løsningen er lige nu tilgængelig i de 18 europæiske markeder hvor Norstat er repræsenterede.
– Med Norstat Express forsøger vi at demokratisere data. Vi ønsker at lette adgangen, både tids- og kostmæssigt, for de virksomheder som ønsker at inkludere data i deres beslutningsprocesser, siger Commercial Director hos Norstat Danmark, Anders Nielsen.