Efter Kiwi-fiasko: Kan Dagrofa skabe en succeskæde med Meny?
Der venter Kenneth Pedersen en stor udfordring, når han bliver chef for Meny. Han skal skabe en succeskæde for Dagrofa, efter fiaskoen med Kiwi.
Det bliver spændende at følge Meny-kædens fortsatte vækst; kæden er kommet pænt fra start, men nu skal der sættes turbo på, hvis kæden skal kunne matche SuperBrugsen, der har haft masser af momentum de senere år og nu igen er indtjeningslokomotivet i Coop.
Meny-kæden har 118 butikker, mens SuperBrugsen har 228. Alene det faktum betyder, at Meny får travlt med at etablere nye, flotte butikker i de mange områder af Danmark, hvor de fuldstændig mangler dækning. Det må formodes, at begge Dagrofas ejere, Norgesgruppen og KFI, vil være tålmodige i denne sammenhæng og ikke pludselig få kolde fødder, som tilfældet måske var med Kiwi.
Ser vi på forbrugernes indkøbsadfærd, så viser vores seneste repræsentative undersøgelse fra januar 2017 blandt 1000 personer, at Meny ligger ganske pænt på niveau med SuperBrugsen, når det gælder, hvor stor en del af danskerne, der har handlet i kæden inden for de seneste tre måneder, se tabel 1.
Tabel 1
Sammenligning af supermarkedskæder – SuperBrugsen, Meny & Irma
Meny vs. SuperBrugsen
32 pct. har handlet i Meny inden for de sidste tre måneder, mens 36 pct. har handlet i SuperBrugsen, men kun fire pct. af befolkningen lægger størstedelen af deres penge i Meny, mens tallet er ti pct. for SuperBrugsen.
Udregner vi nøgletallene for de to kæder ved at sætte dem, der har handlet i kæden til indeks 100, så fremgår det af tabel 2, at hele 27 pct. af SuperBrugsens kunder lægger størstedelen af pengene i SuperBrugsen, mens det kun er tilfældet for 12 pct. af Meny-kædens kunder (Irma niveau).
Det viser med al tydelighed, at Meny-kædens hovedudfordring bliver at få os til at komme lidt oftere og især at købe for meget mere, når vi handler i Meny. Kan det lykkes, vil både Dagrofas ejere og de mange selvstændige købmænd i Meny-kæden være særdeles glade.
Det er i den forbindelse interessant, at den nye Meny-direktør Kenneth Pedersen i sin tid var chef for netop SuperBrugsen-kæden – hvad har han med i sin værktøjskasse derfra, og virker det i en kæde, hvor selvstændige købmænd bestemmer over egen butik?
Tabel 2
Sammenligning af supermarkedskæder (indekstal) – SuperBrugsen, Meny & Irma
Meget er sket inden for de seneste par måneder i dansk dagligvarehandel. Retail Institute Scandinavia følger udviklingen tæt og giver dig en aktuel beskrivelse af markedet, konkurrenceforholdene og kædernes profiler med Supermarkedshåndbogen 2017.