-
Beklædning | Butikker | Forbrugeradfærd | Markedsføring
Gap giver kunderne mulighed for at forsikre sig mod fremtidige nedsættelser
Gadebilledet er i disse dage fuldt af de gule udsalgsskilte, der varsler om tusindvis af nedsatte varer; men mange forbrugere ærger sig, når de ser den bluse, de for to uger siden købte til fuld pris, nu koster det halve. Denne frustration har den canadiske division af Gap forsøgt at udrydde ved at lancere sit Sprize-program.
Programmet et tilknyttet ti af tøjkædens butikker i Vancouver. Det går ud på at kunderne gratis melder sig til programmet i en af butikkerne, hvor de opgiver navn, email og telefonnummer. Hver gang de køber en vare hos Gap, har de dermed forsikret sig mod udsalg i den nærmeste fremtid. Hvis prisen på varen falder i løbet af 45 dage efter købet, vil Gap give forbrugeren differencen tilbage. Refusionen foregår via kundens Sprize-konto, og pengene kan bruges til fremtidige køb i de ti Gap-butikker, det nye koncept dækker.
Tiltaget er en god måde at styrke forbrugerens forhold og tillid til brandet på. Samtidig passer det godt til Gaps kundeløfte om modetøj til et prisbevidst segment. I stedet for at gøre de kunder, der oplever, at deres nye tøj nu sælges til reduceret pris, frustrerede, lokkes de tilbage til butikken for at bruge deres Sprize-penge – og på den måde er der basis for mersalg.
Endelig kan programmet give Gap indsigt i kernekundernes shoppingvaner og dermed bruges til at udvikle flere tiltag, der styrker kædens position på markedet.