Google lancerer mobilservice, der lægger pres på butikkerne
Digitale muligheder smelter i større og større grad sammen med kundernes muligheder og oplevelser i butikken.
Senest har magtfulde Google meldt sig på banen med iPhone-applikationen Google Product Search. Står man i en butik, og ser på en bestemt vare, og gerne vil vide, om den kan købes billigere et andet sted, er svaret ikke længere end et par tryk væk. Google Product Search søger både på priser hos konkurrerende fysiske butikker og i e-butikker.
Google Product Search hjælper også forbrugerne til at finde den bedste vare. Forbrugerne kan nemlig anmelde varer, og anmeldelserne er tilgængelige for andre forbrugere. Så er man i tvivl om man skal vælge det ene eller det andet fladskærms-tv, så er der hjælp at hente lige ved hånden med Google Product Search.
Endnu er produktdatabasen på Google Product Search relativt begrænset, men det skyldes alene, at servicen ikke har været på markedet længe endnu.
Med tiden vil mere og mere information blive føjet til databasen, og dermed forøges værdien af den.
Google planlægger også en løsning, hvor det ikke blot er de enkelte varer, der anmeldes, men også kæderne der fører dem. Hvis prisen er nogenlunde den samme på tværs af kæderne, kan et parameter som service være med til at bestemme, hvor kunden vælger at købe sin vare.
Så det gælder om, at give kunderne anledning til at fortælle positive historier om din kæde. Ellers risikerer du, at kunderne vælger dig fra i din butik, mens de står med varen de overvejer at købe i den ene hånd og med en mobiltelefon i den anden.
Google Product Search er et glimrende transparensredskab for kunderne – et redskab, der vil lægge pres på de fysiske butikker, da det bliver uhørt nemt for kunderne at få et overblik over, om der er penge at spare ved at gå ned til en konkurrent 100 meter nede ad gaden eller bestille varen på nettet.
Samtidig er det et glimrende pr-redskab for de kæder, der giver gode oplevelser og priser til kunderne. De vil nemlig fremgå på siden, og det vil med garanti betyde flere kunder i butikken.
Se Google Product Search in action her: