-
Analyse | Bolig | Butikker | Convenience | Dagligvarer | E-handel | Generelt | Information | Mode
Grænseløs succes for kæder i dansk detailhandel
Retail Institute Scandinavias nyeste udgave af Kæder i Dansk Detailhandel viser ny rekord for danske kæders ekspansion i udlandet. Væksten ligger nu på over 26 pct. på blot fire år, og det tyder på stor succes for danske kæder, der har krydset grænserne. Danske koncepter står stærkt på udenlandske markeder
Vi har nu 76 danske kæder med 13.171 butikker i udlandet, hvilket er en vækst på over 26 pct. i butiksantallet på fire år. Alene det sidste år har danske kæder ekspanderet med næsten 1.000 butikker i udlandet.
Så konklusionen er ganske klar: rigtig mange danske kæder har særdeles stærke koncepter, der er blevet løbende udviklet til at fastholde og tiltrække forbrugerne på stadig flere udenlandske markeder.
Kædernes konceptfornyelse er sket ved at arbejde på alle fronter, både ved at forøge butikkernes relevans og oplevelsesdel, men også ved at tilbyde kunderne nethandel og meget mere.
Danske kæder er således meget langt fremme, når det gælder nethandel, idet 72 pct. af alle danske kæder har en velfungerende webshop, og 43 pct. af alle kæder også tilbyder click & collect-service. Det har naturligvis stor betydning for at nå hurtigt ud til nye forbrugere, når man etablerer de første fysiske butikker i et nyt land. Samtidig sikrer det, at alle forbrugerne kan handle med kæden 24/7.Lønsomheden skal fastholdes og udvikles
Top 3 brancherne med flest danske butikker i udlandet er mode- og tekstilbranchen med 2.927 butikker, møbelbranchen med 2.831 butikker og skobranchen med 2.341 butikker. Disse tre livsstilsbrancher har altså tilsammen 8.099 butikker, hvilket svarer til 61 pct. af alle de danske butikker i udlandet.
Det er godt gået og lover godt for den fortsatte udvikling i de nærmeste år, da den mulige geografiske udenlandske vækst jo i princippet er grænseløs. Men det er i stigende grad nødvendigt at planlægge og eksekvere væksttempoet omhyggeligt, så man ikke kun opnår omsætningsvækst, men også kan fastholde og udvikle lønsomheden.
Ser vi således nærmere på de fem danske kædekoncerner med flest butikker i udlandet, fremgår udviklingen i butiksantallet af tabellen nedenfor.
2014 | 2015 | 2016 | 2017 | 2018 | ||
1 | Jysk | 1.953 | 2.202 | 2.400 | 2.419 | 2.415 |
2 | Bestseller | 2.756 | 2.725 | 2.699 | 2.433 | 2.345 |
3 | Ecco Sko | 1.968 | 2.066 | 2.156 | 2.204 | 2.223 |
4 | Pandora | 221 | 411 | 598 | 974 | 1.340 |
5 | Zebra/Flying Tiger | 350 | 450 | 740 | 790 | 910 |
Ejeren/ejerne af hver af disse fem koncerner har skabt en unik virksomhed, der med hver sin strategi har forsøgt at få vækst og succes gennem de seneste år.2 af de 5 største kæmper med basale udfordringer
Jysk er nu i 52 lande med mere end 2.400 butikker. Her i 40 års jubilæumsåret er Irland og Cypern kommet til som de nyeste lande på Jysk-kortet. Koncernen tjener mange penge hvert år, og der har aldrig været slinger i valsen. Nichekoncepter, som fx Bolia, er opkøbt med succes. Ilva & idemøbler blev overtaget for nogle år siden og har fortsat underskud, men Jysk er en langsigtet tålmodig ejer, så det skal de nok få styr på.Bestseller koncernens mange kæder har succes verden over. Ejeren har også investeret i flere succesfulde e-handelsvirksomheder som fx Zalando og ASOS samt nemlig.com. Også Normal-kæden, der ekspanderer voldsomt i øjeblikket, er man hovedaktionær i.
Strategien har vist sig særdeles succesfuld og er et fantastisk eksempel på, hvordan anden generation kan videreføre og accelerere en privatejet virksomheds forretningsgrundlag til nye højder.Ecco leverede for nylig deres bedste regnskab nogensinde og er som de to foregående virksomheder eminente til at fastholde deres DNA samt sikre et effektivt distributionsnet. Ecco har de senere år udbygget sit distributionsnet ved at etablere flere hundrede koncept shop-in-shops i Kina.Både Pandora og Flying Tiger har haft nærmest eksplosiv butiksvækst de seneste år, men begge virksomheder kæmper på det seneste med faldende like-for-like salg i butikkerne, måske fordi man havde for meget opmærksomhed på udenlandsk omsætningsvækst og for lidt opmærksomhed på sit forretningsgrundlag/DNA.Pandora har heldigvis fortsat en meget høj indtjening, men har fået seriøse udfordringer med at fremtidssikre et udvidet basissortiment, der kan sikre den fremtidige relevans. Det lykkes forhåbentlig den nye ledelse at løse dette strategiske problem.
Flying Tiger har i modsætning til Pandora desværre slet ikke en høj indtjeningsevne, hvilket for nylig medførte, at kapitalfondsejeren måtte indskyde yderligere kapital. Der arbejdes med forberedelser til en børsnotering, men forhåbentlig kan en ny ledelse også her få løst udfordringen med faldende like-for-like salg inden da.Ovenstående gennemgang viser altså, at kun tre ud af de fem største internationale danske kædekoncerner indtil nu har haft en relativ ”nem” international rejse, mens to nu kæmper med mere basale udfordringer.
Det kan ikke på ovenstående baggrund konkluderes, at kapitalfondseje er uegnet til at fortsætte en ekspansiv kædes internationale succes, men meget indikerer, at en stærk industriel ejer med en lang tidshorisont og et passioneret lederskab, der måske endda fortsættes til de næste generationer, har langt bedre mulighed for at lykkes via godt købmandskab og kraftfuld eksekvering.
Har du brug for en højaktuel orientering om brancher og kædeprofiler i dansk detailhandel?
Læs mere i Kæder i Dansk Detailhandel 2019, der er på gaden nu.[button target=”_self” hover_type=”default” text=”Læs mere” link=”https://retailinstitute.dk/praesentation/kaeder-i-dansk-detailhandel/”]