Skip to main content
  • Bolig | Forbrugeradfærd | Trend

Forfatter: Lasse Lyhne
Dato: 22/08/2011

House of Happiness symbol på kriseramte forbrugeres trang til tryghed og nostalgi

På Formland-messen i Herning (18.-21. august) stod trendzonen House of Happiness som symbol på, hvor usikre vi er på fremtiden, og hvordan denne usikkerhed får os til at hige efter stabilitet, tryghed og nære værdier som familie og fællesskab. House of Happiness var  Eckmann Alive Studios bud på, hvordan vi trendmæssigt reagerer som forbrugere på krisetider og økonomisk ustabilitet i verden.

Arbejdsbord med moodboard i House of Happiness. (Foto: Retail Institute Scandinavia)
Arbejdsbord med moodboard i House of Happiness. (Foto: Retail Institute Scandinavia)

 

House of Happiness hylder nostalgien. (Foto: Retail Institute Scandinavia)
House of Happiness hylder nostalgien. (Foto: Retail Institute Scandinavia)

Hot parcelhus
Som navnet antyder, var det på ingen måde et kedeligt eller trist bud, men en glad, nostalgisk og meget personlig udgave af en trendkulisse, som i form af et parcelhus (ja – trenden er et parcelhus!!) slog fast, i hvor høj grad det nære udtrykt i hjemmets fire vægge drager os i usikre tider. Men ikke bare et hvilket som helst hjem. Som sagt fortolkede Eckmann Alive Studio det klassiske parcelhus, som vi kender det fra 50’erne, 60’erne og 70’erne, til en ny version, der trækker på nostalgien fra de gode gamle dage med fremtidstro og trygge ligusterhække og samtidig har nye og moderne elementer.

Spisekammeret i House of Happiness. (Foto: Retail Institute Scandinavia)
Spisekammeret i House of Happiness. (Foto: Retail Institute Scandinavia)
Drengeværelset med en nostalgisk collagevæg. (Foto: Retail Institute Scandinavia)
Drengeværelset med en nostalgisk collagevæg. (Foto: Retail Institute Scandinavia)

Vi søger tilbage i krisetider
I krisetider er det en velkendt mekanisme, at vi søger tilbage mod fortiden, som repræsenterer alt det modsatte af den uro, vi befinder os i: barndom, lykkefølelse, ukomplicerede tider, gamle dyder, enkelhed osv. Vores trang til nostalgi giver sig bl.a. udslag i glæden ved velkendte og gammelkendte produkter, retro-produkter får nyt liv, og fars gamle drengebøger bliver genoptrykt. Vi har genopdaget simremaden, og det er blevet moderne med køkkenhave, hjemmestrik og sjove gør det selv-projekter i hjemmet.

Lykke er vigtigere end materielle goder
Eckmann Alive Studio tror på, at tryghed netop er det, der vil få forbrugerne tilbage til pengepungen. En uformel undersøgelse blandt ca. 100 personer har ledt folkene bag House of Happiness på sporet af, hvad der gør os trygge og glade, og konklusionen er, at lykke er den nye luksus. Lykke og det at have det godt med sig selv er vigtigere end materielle goder. Lykke er for adspurgte lig med fx familie og venner, kærlighed, godt helbred, overskud og frihed – mentalt og økonomisk, hjemmet og haven og tid til samvær og nærvær.

Parcelhusets trygge verden
Parcelhuset –  tryghedens højborg nr. 1  – er altså det, vi har brug for lige nu, og det, der har potentialet til at legemliggøre, hvad der drager os allermest. Husets rum udstrålede orden, organisering, hygge og plads til samvær på familiens betingelser. I parcelhuset har alle sin egen plads i helheden, og samtidig er der plads til fælles udfoldelser, hvilket signaleres i valget af møbler som fx den lange slagbænk i køkkenet og briksene foran tv’et, hvor man sammen kan slænge sig med en god film.

Briksene i tv-rummet, hvor familien kan slappe af. (Foto: Retail Institute Scandinavia)
Briksene i tv-rummet, hvor familien kan slappe af. (Foto: Retail Institute Scandinavia)

Eklektisk miks mellem retro og moderne – grimt og pænt
Det er helt tydeligt, at det er følelser og værdier frem for statussymboler og strømlinede løsninger, der er i højsædet i House of Happiness, og det skinner igennem i den eklektiske indretning, som giver plads til både det pæne og det grimme (den der platte, man fik af Tante Elna til sit bryllup, og som har fulgt én siden, fordi den ”bare hører til”) i et miks af retro og moderne. Der var masser af natur i huset med råt træ, flet og planter blandet med moderne, hvide Ikea-køkkenelementer, hvide, institutionslignende fliser på badeværelset og etniske unika-ting. Kort sagt en indretning, der på én gang havde en stærk identitet og stak i mange, charmerende og personlige retninger. Parcelhuset havde også plads til et spisekammer, som prikkede til alle de kvindelige besøgendes samler- og sanke-gen at dømme efter de begejstrede kommentarer. At sylte, henkoge, bage og hente til huse er jo også noget, der skaber tryghed i en ”kold” tid, og husmoderlighed er igen blevet trendy.

Nostalgi afløses af nybrud i 2012
Også Pej-gruppen fokuserede på nostalgien i deres trend-oplæg for tidsånden 2012-2015. Særligt den nære fremtid i form af 2011 og 2012 er præget af en stærk griben tilbage. Overskriften for den periode er Bridges to the past. Den afløses så af tiden fra 2012-2015, hvor vi er klar til nyt under overskriften Breaking new grounds. Forbrugerne kan ikke blive ved med at hænge fast i fortiden – på et tidspunkt vil de være mætte af nostalgien og føle behov for mere avantgardistiske produkter, der bryder grænser frem for at reproducere.

Nostalgi i køkkenets spiseplads med slagbænk, masser af råt træ og klare referencer til 70'erne. (Foto: Retail Institute Scandinavia)
Nostalgi i køkkenets spiseplads med slagbænk, masser af råt træ og klare referencer til 70’erne. (Foto: Retail Institute Scandinavia)

Det sker

Det sker

  • Medlemsmøde

    6.dec 2023

    Vores næste Retail Connect medlemsmøde er den 6. dec.

  • Konference

    14.mar 2024

    Tilmeld dig årets store Refresh Retail konferencen 2024

  • NYC tur

    13-16.jan 2024
    Kom med til NYC og NRF d. 13-16 januar 2024
  • AI Foredrag

    Book her

    Temaet handler om AI og dens udvikling i central europa

  • Prognose 2033

    Læs her

    Nu kan du få fingrene i den seneste prognose for dagligvarehandlen

  • Foredrag

    Book her

    Vil du vide hvordan du vinder fremtidens kunde?

  • Bøger

    Bestil her

    Med viden og overblik står du stærkere

0
    0
    Se kurv
    Din kurv tomRetur til shop