-
Beklædning | Butikker | Mærkevareproducenter | Oplevelser
Louis Vuittons nye butik er ikke en butik
Louis Vuittons nye London-baserede butik, som ifølge koncernen selv absolut ikke må kaldes en butik, tager luksusshopping til nye højder.
Louis Vuitton genåbner sit butikspalæ i Londons dyreste shopping gade, Bond Street. Det tog ikke mindre end tre år at designe og ombygge dette retailtempel til at leve op til Louis Vuittons ambitioner.
Selvom der er tasker, kufferter og tøj til salg i det nye flagskib, må det ikke kaldes en butik! Londons jetset, aristokrater og nye paparazzi-darlings, som har været så heldige at få en invitation til at besøge stedet, inden det åbner for almindelige mennesker, fik gang på gang at vide, at man ikke kan kalde stedet en butik. Det skal i stedet kaldes et maison [fransk for hus], hvilket skal skabe associationer i retning af en kunstsamlers hjem.
Der er da også kælet for den mindste detalje i den nye Bond Street-butik: Glasfronten er belagt med Louis Vuittons monogram udformet i gyldne udskæringer, som tillader solen at skinne ind på butiksgulvet. Når man træder ind i butikken, bliver man mødt af et speciallavet rejse-kaviar-sæt lavet af krokodilleskin. (Sættet er selvfølgelig ikke ledsaget af et prisskilt!) Derefter støder man på en hel væg med vintage-kufferter og en anden væg med sæsonens nye kufferter. Længere inde i butikken er der en “taskebar”, hvor man kan sidde på læderbetrukne barstole og se taskerne bevæge sig hen af væggen som præmier i et skydetelt i tivoli. Lige ved siden af står en gigantisk skulptur af den japanske kunstner Takashi Murakami.
Faktisk er der i hvert hjørne et fantastisk mix af kunst og mode. Der er værker af Jeff Koon, Damien Hirst and Gilbert & George for bare at nævne et lille udsnit af det imponerende udvalg, som gør butikken til et kulturelt mekka. Der er bevægelige kommoder, hylder og inventarer, Louis Vuitton-planeter, en Vuitton-modeparade arrangeret af überstylisten Katie Grand og et bibliotek med alverdens litteratur lige fra Walter Benjamins kunstteori til Don McCullins krigsbilleder. Der er nok til at underholde kunder fra nær og fjern, og hvis der skulle komme særligt fine gæster forbi, findes en privat penthouselejlighed øverst i bygningen, hvor de i ro og mag kan udvælge deres indkøb. Ellers er indretningen præget af den traditionelle opdeling af dametøj på første sal, tasker og accessories på stueetagen og kollektioner til mænd i kælderen.
Bag huset står arkitekten Peter Marino, der selv er noget af en karakter med sine biker-inspirerede læderbukser, kasket og moustache. Han har været en flamboyant figur i modekredse siden hans første job, hvor han renoverede et New York townhouse for sin ven Andy Warhol. Siden har han skabt de største og mest eksklusive luksusflagskibe som Chanel Tower i Ginza (Tokyo) og Christian Diors flagship i Paris. Marino havde faktisk designet den selvsamme Louis Vuitton-butik på Bond Street i sidste omgang og ville derfor ikke re-designe butikken, men skiftede alligevel mening og er glad for at have designet et sted, hvor han kan føle sig hjemme og godt tilpas. Og et sted, hvor hans hustru kan købe en taske, uden at han tripper rundt og venter på hurtigt at komme ud af butikken igen.
Butikkens er et gennemført vidnesbyrd på, at detailhandel ifølge Louis Vuitton handler om følelser – en indsigt, der synes at skabe vækst. LVMH, som står bag og ejer Louis Vuitton-brandet, har bekendtgjort en salgsstigning på 11 procent for de første tre måneder i år. Stigningen er blandt andet opnået via en dristig global ekspansion. Bare inden for den sidste måned har Louis Vuitton åbnet to nye butikker i Shanghai – på samme dag! En nyligt publiceret analyse fra Japan viser desuden, at mere end 60 procent af alle husstande ejer et ægte Louis Vuitton-produkt, og at forbrugere er villige til at betale 50 gange så meget for den ægte vare som for en kopi – foranlediget af en uhåndgribelig følelse af “specialness”, som brandet giver dem.