Opfindsom butiksåbning hos Diesel
Åbninger af nye butikker er sjældent særligt inspirerende. Der er lidt pindemadder, et band eller en dj, en tale og lidt hyggelig sniksnak. Når receptionen har lagt sig, så er der ikke mere snak om den.
Der er dog virksomheder, der udfordrer den ret så afprøvede formel. En af dem er Diesel, en virksomhed, der ikke er bleg for at gå egne veje.
Diesel åbnede for nylig en ny butik på Fifth Avenue i New York, og åbningen af butikken blev grebet noget mere kreativt an, end butiksåbninger sædvanligvis gør det.
Diesel iværksatte en guerrilla marketing-kampagne kaldet Five on Ffth, hvor man inviterede kendte mennesker til at spise aftensmad – i butiksvinduet. Kampagnen forløb over flere aftener, og hver aften havde sit tema.
En aften var det stjernespillere fra New Yorks amerikanske football-hold, New York Giants, der spiste, en anden aften var det kendte modeller fra det Ford Models og en tredje aften indtog nogle af New Yorks mest kendte DJ’s aftensmaden i Diesels butiksvindue.
Nysgerrige kunne stoppe op, og se de kendte mennesker spise deres aftensmad. På gaden gik et street team rundt og delte små gavepakker ud til de nysgerrige forbipasserende.
Strategien virkede, og skabte en masse røre om åbningen af den Diesel-butik, og Diesel fik endnu engang bevist, at det ikke altid er bedst, at gøre det som de andre gør det.