Skip to main content
  • Analyse | Beklædning | Butikker | Forbrugeradfærd | Generation Y | Markedsføring | Mode | Oplevelser | Sociale Medier | Strategi | Teknologi | Trend

Forfatter: Lasse Lyhne
Dato: 03/07/2015

SNAPCHAT – vind forbrugernes opmærksomhed med (nye) billedbårne, flygtige og private sociale medier

Facebook har længe været de sociale mediers mastodont, men eftersom flere – især yngre forbrugere – søger væk fra mediet, er det en god idé at vende blikket mod, hvor de søger hen. Her er det især sociale medier med billeder og videoer som det bærende element samt medier med en mere privat og midlertidig karakter, der for alvor tager fart, og Snapchat er det mest fremtrædende.

Snaps er det nye sort

Snapchat, der startede i 2011, er i dag blevet mainstream. I første omgang tiltalte mobilapplikationen, der giver mulighed for at sende midlertidige billeder, videoer og beskeder – ”et snap” – primært de yngre forbrugere i alderen 13 til 25 år, men nu er også personer over 60 år hoppet med på vognen. I 2014 var Snapchat derfor den hurtigst voksende sociale app (57 procent). Til sammenligning vækstede Facebook Messenger 50 procent og Pinterest og Instagram 43 procent i samme periode.

Snapchat har hver dag 100 mio. aktive brugere, og heraf bidrager hele 65 procent selv med indhold. Det betyder, at der i alt sendes svimlende 400 mio. snaps dagligt, og det er også baggrunden for, at det sociale medie estimeres til at være 15 mia. dollar værd.

Snapchats fremmarch har fået brands og butikker – dog stadig et fåtal – til at skæve til mediet og finde måder, hvorpå man kan inkorporere det i sin forretning. Gennem mediet kan retailiere opnå en engagerende kundeskare, give en oplevelsesrig shoppingoplevelse samt appellere til forbrugernes ønske om gennemsigtighed og storytelling. En anden af mediets helt store forcer er, at det kan være med til at bygge bro mellem den fysiske og digitale verden.

Også Snapchat selv, der selvom det måske ikke umiddelbart opfattes som et kommercielt medie pga. sin mere private karakter, arbejder på at skabe links mellem den sociale platform og shoppe pung. For eksempel gjorde man det i slutningen af sidste år muligt for de amerikanske brugere at overføre penge til vennerne med funktionen SnapCash. Den fungerer ved, at man kobler sin Snapchat-konto op til sin bankkonto, hvorefter man kan overføre eller modtage penge til sine Snapchat-kontakter. Angiveligt planlægger Snapchat også vha. beacon-teknologi at sende tilbud og QR-koder til forbrugere, når de nærmer sig kassen i butikken.

3xCases

Her følger tre eksempler på brands, der på forskellig vis anvender Snapchat:

1. Lilly Pulitzer driver trafik med geofilter

Omkring 70 procent af Snapchat-brugerne er kvinder. Derfor giver det også god mening, at det særligt er brands og butikker med en kvindelig kundebase og specielt modeaktører, der indtil videre har udnyttet app’en. En af dem er det amerikanske modebrand Lilly Pulitzer, efter man har haft et brugerengagement på 95 procent på platformen. Lilly Pulitzer anvender Snapchats nye geofilter-funktion, der lader brugere anvende udvalgte filtre til sine billeder, når de vel at mærke befinder sig bestemte steder. Konkret bliver Lilly Pulitzers filtre først aktiveret i Snapchat på mobilen, når en forbruger træder ind i én af modeaktørens 31 butikker. Efter brugeren fx har taget et billede af en kjole, kan hun ved at swipe fra højre til venstre i app’en se de forskellige geofiltre, der er tilgængelige i butikken. Filtrene bliver så tilføjet til billedet, hvor der fx kan stå: ”Lilly Pulitzer, summer in Lilly”. Når man har skabt det ønskede billede, kan man sende det til udvalgte venner, poste det til sin Snapchat-historie eller blot gemme det på telefonen. Tiltaget debuterede i midten af juni, og brandet fortsætter med at udgive nye filtre frem til december måned.

Lilly Pulitzer

Med geo-funktionen driver Lilly Pulitzer trafik til sine fysiske butikker og sætter scenen for en unik digital-meets-physical-oplevelse. Modeaktøren lader brugere engagere sig med brandet og samtidig giver det brugerne incitament til at fortælle om tiltaget til venner og bekendte via Snapchat.

2. Everlane giver eksklusive oplevelser

Det amerikanske modebrand Everlane anvender i arbejdet med 100 procent gennemsigtighed i sin forretningsmodel Snapchat til at udgive eksklusive behind-the-scenes-reportager. Her kan følgere bl.a. lære, hvordan en T-shirt fremstilles, deltage i fester og være på første række ved lanceringen af nye produkter.

Everlane appellerer ydermere til forbrugernes oplevelseshunger vha. Snapchats mest populære funktion ”Snapchat Stories”. Den lader brugerne sammensætte snaps, som kan ses i op til 24 timer, før de forsvinder igen. Under navnet ”Secret Shop” brugte Everlane tidligere på året funktionen til at skabe en slags skattejagt i New Yorks gader. Via. video-ledetråde kunne brugere finde frem til en hemmelig pop up-butik. På ruten blev de bl.a. ledt gennem modeaktørens firma-kontor, og de brugere, der var så heldige at finde butikken, blev selvfølgelig belønnet med limited-edition-produkter.

Everlane

3. Miss Crofton skaber hype med sneak peeks

Britiske Miss Crofton, der sælger håndlavet, vintage-inspireret lingeri, har brugt Snapchat til at understrege forestillingen om, at undertøj ofte er noget, man ikke viser frem. Konkret indebar det lanceringen af en kampagne, der skulle skabe hype om brandets nye kollektion. Gennem Snapchat fik brugere sneak peeks af de enkelte produkter, og først da hele kollektionen var afsløret, kunne den købes i Miss Croftons e-butik og i den amerikanske modekoncern Urban Outfitters butikker. Udover at fremvise produkterne skulle kampagnen ligeledes opfordre kvinder til at værdsætte deres skønhed og føle sig tilpas i deres krop for dermed at sætte fokus på debatten om det kvindelige kropsideal. Det blev bl.a. gjort ved at fremvise tøjet på en legesyg og sexet måde.

Miss Crofton

Med tiltaget tager Miss Crofton sine klassiske lookbooks online, og Facebook posts, der promoverer Snapchat-lanceringen, vidner om positiv feedback i form af mange likes og delinger.

Snapchats vel nok største målgrupper er Generation Y og Generation Z. Få mere information om, hvordan du fanger fremtidens forbruger her.

 

 

Det sker

Det sker

  • Medlemsmøde

    6.dec 2023

    Vores næste Retail Connect medlemsmøde er den 6. dec.

  • Konference

    14.mar 2024

    Tilmeld dig årets store Refresh Retail konferencen 2024

  • NYC tur

    13-16.jan 2024
    Kom med til NYC og NRF d. 13-16 januar 2024
  • AI Foredrag

    Book her

    Temaet handler om AI og dens udvikling i central europa

  • Prognose 2033

    Læs her

    Nu kan du få fingrene i den seneste prognose for dagligvarehandlen

  • Foredrag

    Book her

    Vil du vide hvordan du vinder fremtidens kunde?

  • Bøger

    Bestil her

    Med viden og overblik står du stærkere

0
    0
    Se kurv
    Din kurv tomRetur til shop